Af Caroline Fuglsig Leidesdorff, Helle Elgaard Kvist og Lotte Frank Andersen

Dette er historien om fem kvinder: To af dem tror på, at der findes noget, der er større end dem selv. Meget større. Noget, der følger dem i medgang og modgang, noget, der holder hånden over dem, passer på dem og beskytter dem. Elsker dem. De tror på Gud. På Faderen, Sønnen og Helligånden, som guider dem gennem livet.

De tre andre kvinder har ikke samme tro og fornemmelse for det uhåndgribelige. De tre kvinder er os. Tre undrende og nysgerrige journaliststuderende, som gerne vil forstå, hvad alt det over, under og inde i os egentlig er, og hvilken rolle det konkret spiller i hverdagen. For selvom vi alle tre er medlem af Folkekirken, er vi ikke helt sikre på, hvad det at være kristen rent faktisk betyder. Det er noget med bordbøn, nul alkohol og ingen sex før ægteskabet, er det ikke?

Vi har besluttet, at vi vil blive klogere – forstå, mærke og føle det – og derfor har vi allieret os med Malene October Iversen og Kathrine Lennette Bergen. Sammen tager vi afsted på en rejse, der skal gøre os klogere på kristendommen og på os selv.

Vil du med?

 

“Lad os alle tvivle”

”Straks rakte Jesus hånden ud, greb fat i ham og sagde:
’Du lidettroende, hvorfor tvivlede du?’”
Matthæusevangeliet, kap. 14, vers 31

Malene står i sit hvide køkken helt alene. Det er en forårsformiddag. Pludselig oplever hun, at Gud møder hende. Hun fyldes af en varme i hele kroppen, og det giver hende så meget fred, at hun lægger sig i fosterstilling på køkkengulvet. Det gamle trægulv er fyldt med splinter, men hun ænser det ikke. Hun græder, men det er varme, lettede tårer, for hun oplever trøst til sit tyngede hjerte – en trøst, der går ud over menneskelig forstand. Hun oplever, at der er noget større tilstede – en, der elsker hende. En, der er fuldstændig ligeglad med, hvor hun har været, og hvad hun har lavet, og som altid har været ligeglad med guldstjernerne i søndagsskolebogen. Men som ikke er ligeglad med, at hun ikke kender hans kærlighed og ikke lukker den ind.

Vi sidder ved bordet i Malenes kælderlejlighed i Aarhus et år efter oplevelsen i køkkenet. Sammen med Malene er veninden Kathrine. De er begge i starten af tyverne, og deres venskab går helt tilbage til folkeskoletiden, hvor de kom i den samme kirke og spillede computerspillet Sims efter gudstjenesterne, når Kathrine besøgte sin far.

De er begge kristne, men har forskellige baggrunde og har haft forskellige indgange til kristendommen. Malene er 23 år. Hun læser kommunikation og kommer i frikirken Vineyard. Hendes forældre var første generations-kristne. Moren blev som barn sendt i søndagsskole og holdt som den eneste i søskendeflokken ved troen. Faren mødte kristendommen i 1970’erne gennem gadeprædikanter, og troen har fyldt meget gennem Malenes barndom og ungdom.

Kathrine er 22 år og læser til tandlæge, og hun hører til i frikirken Citykirken. Hendes forældre var kristne, men blev skilt, da hun var syv år gammel. Senere fik hendes mor en ny mand, der ikke var kristen, og som ikke var glad for religion. Derfor stoppede familien med at komme i kirke. Når Kathrine var hos sin far, var hun nogle gange med i kirke, og meget tidligt tog hun en beslutning om, at Jesus skulle være en del af hendes liv. Også selvom kristendommen ikke fyldte så meget inden for hjemmets fire vægge.

Da lyset gik ud
Da Malene for cirka halvandet år siden sagde nej til kirken, følte hun billedligt talt, at hendes pære var slukket. Hun gik rundt blandt kristne, hvis pærer lyste og ville så gerne, at hendes egen gjorde det samme. Men den var gået ud, og hun kunne ikke finde ud af at få den tændt igen. Det hele føltes tomt og meningsløst. Og fordi pæren var gået ud, blev det en belastning at være sammen med andre kristne. Malene begyndte i stedet at søge mening i andre ting som alkohol og fyre.

Tvivlen var kommet i klatter, inden hun sagde fra overfor kirken. Som brikker, der bygges oven på hinanden. Hun fik det, hun kalder en kirkekrise. Hun kom til Aarhus fra Aalborg og startede på kommunikationsuddannelsen. Her satte undervisningen spørgsmålstegn ved, om troen bare var et sprog, hun havde talt ind i og derved gjorde det sandt. Var troen bare ord, hun var flasket op med, og som var indpodet i hende?

Samtidig havde hun en veninde, der var indlagt med psykiske problemer i en længere periode. Det var hårdt for hende og affødte en masse spørgsmål og en følelse af meningsløshed. Midt i virvaret af følelser dukkede en sød fyr op, som kunne rumme Malene og alle hendes følelser.

I tre måneder vendte Malene kirken ryggen, men hun oplevede, at hun ikke kunne ignorere Gud. I så fald skulle hun bevidst bruge resten af sit liv på at ignorere ham, for der ville altid være en, der kaldte på hendes hjerte og længtes efter, at hun kom hjem. Hun havde oplevet at føle sig hjemme, hvor der var en fred, hun ikke kunne finde andre steder.

Oplevelsen på køkkengulvet gav Malene lysten til igen at være sammen med Gud i kirken. Søge ham og opleve mere og på den måde sige ja til rammerne igen. For Malene var det godt at tage springet væk fra Gud og kirken i en periode, og hun ser det næsten som hans vilje, at hun vendte ham ryggen – for derefter at vende hjem igen.

Det lyder ret smukt. Vi får endda sagt det højt. Måske ikke så passende i en interviewsituation, men vi får et tak tilbage. Fortællingen om Malenes rejse væk fra og tilbage til Gud og kirken rammer noget i os, selvom vi ikke er troende. Tanken om at høre til et sted, at længes og finde hjem er smuk. Men måske er det bare en historie om almenmenneskelige følelser og behov – ikke noget, der behøver knyttes op på en religiøs forestilling. Vi bliver ikke troende af at høre Malenes fortælling, men netop her ved bordet får vi en indsigt i og en forståelse af, hvilken enorm betydning Gud har i mange kristnes liv.

I kirken siger præsten: Lad os alle bede. Her i Malenes lille, hyggelige kælderlejlighed med to søgende og reflekterende kvinder over for os, kunne ordene lyde: Lad os alle tvivle – troende såvel som ikke-troende.

For selvom man som Malene har været troende hele sit liv, eller man som Kathrine tidligt har haft et bevidst ønske om at have Gud i sit liv, kan man komme i tvivl. I tvivl om, hvorvidt det er den rigtige vej, man har valgt at gå, og om ofrene er for store. Eller om det i det hele taget giver mening at bygge sit liv på noget større end én selv – på en kærlig og favnende Gud, men også en Gud, som udstikker rammerne og dermed sætter visse begrænsninger.

 

Malene October Iversen står styrket tilbage efter sin kirkekrise. Hun er nu mere sikker, men stadig søgende i sin tro.

 

Tvivl er en blå stol
Malene og Kathrine mener, at man skal igennem en fase, hvor man udfordrer troen, og Kathrine har også flere gange haft sine tvivl. Hun fortæller, at hun som 11-årig havde en eksistentiel krise, hvor hun satte store spørgsmålstegn ved troen. For i skolen lærte hun om naturvidenskab, og det gik ikke altid i spænd med, hvad kristendommen fortalte.

Både Malene og Kathrine er heller ikke i tvivl om, at de til stadighed vil blive udfordret på troen. Der er masser af tvivl i tro, og for dem er tvivl heller ikke det modsatte af tro. Uanset hvad man er overbevist om, skal det kunne holde til at blive udfordret. Både Malene og Kathrine taler meget i billeder. Kathrine bruger et billede af en blå stol som illustration af troen; hvis man har levet med en overbevisning om, at stolen er blå, og der pludselig kommer en person og viser en anden blå farve, kan man blive i tvivl om, hvorvidt stolen nu engang er blå. Hvis man ikke kan tåle tvivlen og den prøve, er troen ikke meget værd. Og sådan er det med kristendommen. Den skal testes for at forstås, og for Malene og Kathrine er testen med til at forstærke troen.

På en måde giver det mening, at tvivl og tro ikke er modsætninger og så alligevel ikke. De to ord er både hinandens forudsætninger og modsætninger. For os som ikke-troende er det dejligt befriende at høre troende tale om tvivl. Måske har vi tænkt, at troende var både overbeviste og overbevisende. Måske kommer man nærmere Gud, jo mere man tvivler. Oplever vi ikke også, at vores valg og rammer giver mere mening, når de er blevet udfordret? Når man har givet sig tid til at tænke over, hvorfor man gør, som man gør – om det så er at følge Gud eller være sin egen lykkes smed.

 

Befrielse eller begrænsning?

”Jeg vil lære og undervise dig om den vej, du skal gå,
jeg vil give dig råd, mit blik er rettet mod dig.”
Salmernes Bog, kap. 32, vers 8

Det går op, op og op ad bakke. Op mod himlen, lyset og uendelige muligheder. Pludselig stopper opstigningen, bakketoppen er nået. Nu går det ned, ned og ned. Lige så dyb er dalen, som bakken er høj. Vi taler ikke om sneklædte bakketoppe og frodige, mørke dale. Vi taler om livet, om rammer og om Gud. Vi sidder stadig i kælderlejligheden, da Malene bruger metaforen om bakker og dale. Det er ikke noget, hun tilfældigt slynger ud. Hun har tænkt meget over livet og Gud og ikke mindst de rammer, troen sætter i hendes liv. Og det er lige præcis dét, det handler om. Rammer.

Under idéudviklingen og researchen til dette projekt havde vi en tanke, som vendte tilbage igen og igen. Da vi ikke ser os selv som troende og ikke mener, at Gud fylder ret meget i vores liv, må det være os, der sætter rammerne. Og det må da være den bedste og den mest frie måde at leve på.

Det var i hvert fald vores umiddelbare tanke, før vi mødte Malene og Kathrine. Er det ikke en begrænsning af den personlige frihed at følge rammer sat af Gud og kristendommen?

Det er der ikke noget kort svar på – intet ja, intet nej. Religion er kompleks, og hvad der er endnu mere komplekst er at forklare ikke-troende, hvorfor Gud er så vigtig, og hvorfor man aktivt vælger at have Gud og tro i sit liv. Men det er ikke desto mindre, hvad Malene og Kathrine forsøger at gøre denne mandag eftermiddag.

Det er ikke helt ubesværet at forklare, hvorfor Gud fylder så meget i de to pigers liv. For dem er det ikke en selvfølge, at Gud er til stede, for det kræver, at “man finder og kender ham”, som de selv formulerer det. At man er åben for, at der er noget større end en selv, som ikke er til at føle på, men som er til stede over os, under os og inde i vores hjerter og maver. Men for Malene og Kathrine er det naturligt, at de ikke lægger rammerne selv, og at de ikke kan følge deres lyster impulsivt, som ikke-troende kan. De er enige om, at lyst og tro dog indimellem clasher.

Forhold med foldede hænder
Med et smil på læben og en let rødmen i kinderne fortæller Kathrine, at Guds rammer ikke altid er lette at holde sig indenfor, når hun er sammen med sin kæreste Frederik. Det er ikke en vaklen i troen. Det er mere som at have lyst til at kvitte en slankekur, fordi Johan Bülow holder udsalg. Som hos så mange andre nyforelskede par flyver hormonerne rundt i kroppen, og lysten til at give efter for hinanden er overvældende.

Men er det så en indskrænkning af hendes personlige frihed? Ikke nødvendigvis. Kathrine og hendes kæreste venter, fordi der for dem er et højere formål med sex end ren nydelse. Den indeholder så meget nærhed og intimitet, som først skal udleves, når et par er gift og dermed bliver forenet på alle måder på samme tid. Det er i hvert fald deres opfattelse.

 

Kathrine Lennette Bergen tog tidligt en beslutning om, at Gud og Jesus skulle have en plads i livet – også selvom hun ikke kunne udleve troen inden for hjemmets fire vægge.

 

Og netop ægteskabet er ifølge Malene et godt eksempel på, at Gud ikke kun er en begrænsning. Når man bliver gift, sætter man uvægerligt begrænsninger for sig selv. Men med alle begrænsningerne følger også en befrielse fra ensomheden og manglen på nærhed og intimitet. Man får en, der passer på én. En tro beskytter. Malene siger det kort og præcist: i al frihed er der begrænsning, og i al begrænsning er der frihed.

Sammenligningen mellem ægteskab og Guds rammer får tankerne i gang hos os. Vi får en følelse af “nårh ja, det kan vi jo godt se”. Ægteskab er naturligvis ikke forbeholdt kristne. Men skilsmisse er langt hen ad vejen forbeholdt ikke-troende. Om skilsmisse er godt eller ej, afhænger altid af den konkrete situation. Men måske kan vi lære noget af kristne, så ægteskabet ikke når til skilsmisse-stadiet. Som i mange andre kristne sammenhænge handler ægteskab om Gud og kærlighed og ikke om individet. Sådan ser vi ikke nødvendigvis på det. Når et forhold fungerer, vægter vi kærligheden, glæden og lykken højt. Men i turbulente tider kan den opfattelse krakelere. Vi får pludselig øje på ægteskabets begrænsninger; den manglende personlige frihed og selvstændighed. Vi går hver til sit. Men måske kan vi her lære noget af Malene og Kathrines opfattelse af ægteskabet. Når begge personer i et par er enige om, at der er noget større og vigtigere end dem selv – løftet til Gud om troskab til hinanden – kan det måske forhindre, at egoismen får overtaget.

Ingen af os tre er gift, men vi har alle kærester, som vi gerne vil have det godt sammen med. Der er umiddelbart ingen af os, der planlægger, at Gud skal have en plads i parforholdet. Men det betyder ikke, at vi ikke holder af tanken om, at kærligheden til hinanden er det vigtigste af alt.

Et hav af muligheder
Troen på Gud og de rammer, det giver, handler ikke om at sætte livet ind i en opskrift. Det er Malene og Kathrine enige om. På trods af det vil Kathrine dog til tider ønske, at der var et sted, hvor hun kunne slå op, hvilken uddannelse hun skal vælge, og hvilken kæreste hun skal have. Vi lever i et samfund, hvor valgmulighederne oversvømmer os. På den ene side skaber det uendelige muligheder for at blive og gøre det, man ønsker. Bagsiden af medaljen er, at det kan skabe forvirring og stress. Det er selvfølgelig sat på spidsen, men vi må erkende, at vi som (journalist)studerende kan have svært ved at navigere i vores egne og andres krav til os.

Når Kathrine siger, at hun til tider ville ønske, at der var endnu flere rammer, lyder det i vores ører umiddelbart som fralæggelse af ansvar for eget liv. Men når vi tænker os om en ekstra gang, er der også noget tillokkende ved tanken om, at fastere rammer og regler vil give os mere frihed til kun at tage stilling til de ting, som ikke stresser og forvirrer os.

 

Guddommelig grundsten

”Dine ord er en lygte for min fod,
et lys på min sti.”
Salmernes Bog, kap. 119, vers 105

Vi er lyststyrede. Vi gør, hvad der føles rigtigt her og nu. Vi træffer konstant beslutninger, hvoraf nogle nok er mere velovervejede end andre. Så at høre, at man kan lade noget større træffe de svære beslutninger for sig, er på sin vis fristende. Det er mange bekymringer mindre og byrder færre, hvis der findes noget større, der kan bestemme for os. Vi kan dog ikke lade være med at tænke, om det bare er den lette løsning. Om man ikke let kommer til at bruge religionen som undskyldning for noget, man gør eller ikke gør? At leve efter, hvad man selv vil, er derfor ikke per definition skidt. Man er tvunget til at reflektere over, hvorfor man gør, som man gør. Der er afgjort en langt større risiko for at fejle, men man kan argumentere for, at det måske gør en klogere.

Vi kan dog også sagtens se, hvad Kathrine og Malene mener, når de siger, at de kan lide rammerne. At have en kurs i livet, noget, der guider dig udenom de store katastrofer, må være utroligt betryggende. Om man er fortabt uden rammerne, er vel i sidste ende et spørgsmål, kun den enkelte kan svare på.

Mere end en mavefornemmelse
Vi har lært af Malene og Kathrine, at en elementær del af at være troende er, at livet ikke kun handler om dem selv. De er en del af noget større, en del af en kæmpe plan. Guds plan. Og ikke mindst er vi skabt i hans billede, hvilket gør Gud til en del af os.

Men hvordan mærker man det? Hvisker han som en stemme i ens øre, hvad der er rigtigt og forkert, eller sidder der en engel på den højre skulder og en djævel på den venstre, som fortæller en, hvad man skal eller ikke skal gøre?

Hvad vi andre kalder en mavefornemmelse, kalder Malene for Gud. Han er hendes intuition, som giver hende en indre følelse af, om noget er rigtigt eller forkert. Om det, hun laver, gør, at hun kommer tættere eller længere væk fra Gud. Det kræver selvfølgelig masser af styrke at tilsidesætte sine egne behov og lade være med at gøre, hvad man personligt har lyst til.

Vi har ikke selv Gud på dagsordenen, som Malene og Kathrine har. Slår man op i Bibelen, er det tydeligt, at vi synder, og at vi sætter vores egen lyst øverst. Men med Gud i ens liv, har man noget, der passer på en, holder øje med en og elsker en – også når man træder ved siden af og synder. Man har noget, man kan bede om hjælp, når livet bliver for hårdt. Og både Kathrine og Malene har begge oplevet, at det er bede til Gud ikke bare er en envejskommunikation. Han svarer tilbage. Bønnesvar, kaldes det. Det er ikke som at skrive ind til brevkassen i Søndag og få leveret et bud på, hvad man skal gøre. Faktisk kan svaret nogle gange først komme flere år senere eller slet ikke i dette liv, fortæller de. Men man kan også få svaret som en følelse i kroppen, som en slags mavefornemmelse eller intuition.

 

Gud til hverdag og fest

”Således skal jeres lys skinne for mennesker,
så de ser jeres gode gerninger og priser jeres fader, som er i himlene.”
Matthæusevangeliet, kap. 5, vers 16

Dagen efter vores interview med Kathrine og Malene i kælderlejligheden bliver vi lukket endnu længere ind i det kristne fællesskab. For kristendom og tro handler nemlig ikke kun om det personlige og private, det handler også om relationer og sammenhold. De kristne veninder fortæller, at relationerne til familie, venner og kærester er utrolig stærk, når man har troen til fælles. Det betyder ikke, at de undgår ikke-troende, men det betyder, at de har nemmere ved at komme tæt på ligesindede kristne. Det sker især gennem kirken, som ofte fungerer som en ekstra familie.

Kristen for en aften
Det fællesskab, vi bliver lukket ind i for en aften, er en ungdomsgruppe i Kathrines frikirke Citykirken. Hver tirsdag mødes de og snakker om himmel og jord og alt derimellem. Vi bliver hurtigt fanget af gruppens gæstfrihed og åbenhed. Samtidig møder vi også en for os fremmed verden.

Tonerne fra klaveret blander sig med Kathrines smukke, lyse stemme. Sammen med gruppens andre medlemmer synger hun Jesus ind. Sangen handler i hvert fald om ham, og indlevelsen fra sangerne skaber en spirituel og åndelig stemning i rummet. Flere sidder med lukkede øjne. Sangen skal ikke kun synges. Den skal mærkes. Da sangen slutter, og øjnene igen åbnes, brydes stemningen ikke med det samme. Kathrine tager den op og giver den nyt liv, da hun med rolig stemme siger, at det er tid til aftenens fællesbøn. Hun fører ordet og opfordrer de andre til at bryde ind, hvis der mangler noget. Hun takker for aftenens møde og beder Gud om at tale til dem. Bønnen afsluttes med et amen, som efterfølges af en intens stilhed.

Den stemning, vi møder, både be- og afkræfter nogle af de fordomme, vi havde i begyndelsen af projektet. Vi havde både hørt og forestillet os, at kristendommen giver unge mennesker en stærk følelse af fællesskab. På samme tid forestillede vi os også, at fællesskabet var meget isoleret fra omverdenen og ekskluderende over for folk, som opfatter tro på en anden måde. Fællesskab og sammenhold var uden tvivl til stede i gruppen, og det var tydeligt, at det var noget større end venskab, der bandt dem sammen.

 

Kathrine er uformel leder af gruppen, der mødes hver tirsdag. De slår ofte op i Biblen, som mange af dem har i et lille etui. På Kathrines etui står der “Girl of God”.

 

Vi møder en gæstfrihed og åbenhed, som gør op med vores fordomme om eksklusion og isolation. Det er selvfølgelig ikke til at vide, om vi var heldige at møde en gruppe af kristne, som ikke følte, at de skulle lukke andre ude, men oplevelsen gav stof til eftertanke. Oplever vi samme fællesskabsfølelse og tætte relation med vores venner og familie, som disse unge kristne gør? Og er tro og Gud overhovedet nødvendig for at skabe en stærk relation?

Vi er alle søgende
I fællesskabet styrker de hinanden i troen, og her behøver de ikke at forklare sig selv. Hvorfor er du troende? Vil du ikke hellere bestemme selv? Spørgsmål, som de møder i det sekulariserede samfund, vi lever i. Men gruppens medlemmer kan ikke altid stå side om side og sammen forsvare troen. Både Malene og Kathrine er blevet mødt af fordomme og spørgsmål fra ikke-troende unge. Ikke alle spørgsmål er negative og angribende – ofte er de bare et udtryk for nysgerrighed. Vi er nysgerrige, og det er dét, der driver vores projekt og vores rejse gennem kristendommen. Og i vores nysgerrighed kan vi ikke lade være med at spørge Malene og Kathrine, om de føler sig anderledes. For de er jo i kraft af deres stærke tro en minoritet blandt danske unge. Malene tøver ikke længe, før hun siger, at kristne ikke er mere anderledes, end andre gør dem til. Hvis vi som ikke-troende kigger på kristne og tænker på dem som anderledes, bliver de det.

Malene ser mange ligheder, og hun siger, at hun “deler tro” med flere af sine ikke-kristne studiekammerater. Med det mener hun, at hun har flere venner, som også er søgende på livet ligesom hende, og at det er den tro, de har til fælles. Mange unge er søgende på den ene eller den anden måde. Det er noget af det, vi fem kvinder har til fælles. Vi søger svar på alt fra uddannelsesvalg og valg af partner til meningen med livet. Malene og Kathrine søger bare gennem Gud og tro, mens vi andre søger gennem vores egen fornuft, følelse og intuition.

 

Når rejsen slutter

“Lykkeligt det menneske, der har vundet visdom,
det menneske, der opnår forstandighed.”
Ordsprogenes Bog, kap. 3, vers 13

Det er en måned siden, vores rejse ud i kristendommen begyndte. Vi tog afsted med hver vores udgangspunkt som bagage: en af os har gået på en kristen friskole og har nære kristne venner. En anden af os er kommet i kirke til jul, men derudover ikke haft noget med kristendom at gøre. En tredje har tidligere undervist i kristendom og har en faglig interesse i religion. Men sammen sidder vi tilbage med en følelse af, at vi er blevet klogere. Vi er blevet lukket ind i et for mange fremmed fællesskab og er blevet taget imod med åbne, kærlige arme. Vi har oplevet et helt ufatteligt sammenhold og mødt mennesker, der har lukket en højere magt ind i deres hjerter – med alt hvad det indebærer. Hver især er vi kommet ud på den anden side med en helt ny forståelse af, hvad det vil sige at have Gud i sit liv.

Caroline:
Jeg har altid været interesseret i religion. Jeg var ikke ret gammel, da jeg begyndte at stille spørgsmål, og allerede i min helt tidlige ungdom, nærmere i slutningen af barndommen, begyndte jeg at låne bøger på biblioteket om forskellige religioner. Jeg ville vide, forstå, måske endda finde. Det skete bare ikke, og det er stadig ikke sket. I mit hoved rejser religion stadig flere spørgsmål, end den besvarer. 
Alligevel er jeg i løbet af de seneste uger blevet klogere på, hvorfor folk egentlig tror. Jeg har aldrig brudt mig om, at folk opdrager deres børn til at tro på noget bestemt uden at introducere dem for flere forskellige religioner, teorier og filosofier, men det forstår jeg lidt bedre nu. For Kathrine og Malene er kristendommen jo ikke en tro. Den er sandheden. Den er god, Gud er god, han kan alt, og han vil dem det bedste. Det tror de ikke bare på, det er de fuldstændig overbeviste om. Derfor er det klart, at de – ligesom alle andre kristne – gerne vil leve sådan, som, han mener, er bedst for dem, og at de ønsker, at alle andre skal gøre det samme.

Lotte:
Jeg gik ikke ind i det her projekt med håbet om at komme tættere på Gud og kristendommen. Mit håb gik nærmere ud på at blive klogere på mig selv og andre mennesker. Og det er jeg blevet. Gud fylder ikke meget i mit liv og min hverdag, og det kommer han heller ikke til nu, hvor fortællingen har nået sin ende. Det lyder måske selvoptaget, men jeg har ikke brug for Gud til at skabe fred i mit hoved og mit hjerte. Men det betyder ikke, at jeg ikke beundrer Malene og Kathrines store indsigt i livet og troen. De har sat tanker i gang hos mig og gjort mig mere åben for andres måde at leve og tænke på.

Helle:
Jeg er døbt og konfirmeret, men nok mest som tradition. Jeg er vel det, man typisk betegner som en fire gangs-kristen. Men jeg har ingen planer om at melde mig ud af Folkekirken. Jeg kan godt lide næstekærlighedsbegrebet i kristendommen, og jeg 
synes, at tanken om en fader, der elsker én ubetinget, er smuk. Derfor bliver jeg også grebet af Malenes og Kathrines historie og især fortællingen om, hvordan Malene fandt hjem. Det har fået mig til at reflektere over, hvorfor nogle vælger religionen, og hvad det giver dem. Ro, retning i livet og en indre fred. Og på mange måder kan jeg godt forstå dem. Jeg har dog svært ved at forstå eller acceptere, at der kun er én sandhed og én rigtig måde at leve på. Mødet med Kathrine og Malene, som er to skønne unge kvinder, har nok også rykket lidt ved mine fordomme om kristne. De er to helt almindelige livsglade unge mennesker, der også kan bande og drikke en øl. Og ikke mindst tvivle og søge.